Ungeværket Nordøst i Norgesgade 3:
Ungeværket Nordøst er for børn og unge mellem 14 og 17 år. Alle unge er velkomne og det er gratis, hvis du bor i Københavns kommune. I forlængelse af Ungeværket på Norgesgade 3, har vi et Underværker på Hannovergade 8 og Buret på Prags Boulevard.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I Ungeværket kan du blandt andet spille pool, billard, bordtennis, PlayStation og selvfølgelig diverse bræt – og kort spil. Derudover har vi et lækkert lydstudie og et musik øvelokale, en stor sal hvor man blandt andet kan spille fodbold, basket og badminton og et styrketræningslokale. Der er medarbejdere ansat, med særlige kompetencer inden for sport og musik.
Om vinteren benytter vi husets faciliteter. Om sommeren er vi ofte ude i lokalområdet, fx Islands brygge, Amager strand eller sammen med vores kolleger fra ”Buret” på deres udendørs matrikel på Prags Boulevard. Derudover hygger og griller vi i vores lille hyggelige gård.
Hver mandag og torsdag bliver der serveret et lækkert måltid til 25 kr. deltager man i tilberedningen af måltidet er det gratis. Derudover kan man købe toast og drikke i baren alle dage.
Hver 14. dag planlægges der aktiviteter og ture ud af huset 2 uger frem. Ture kan fx være biograf, bowling, paintball, kanalrundfart, Tivoli, teater osv. Det vil fremgå på opslag i klubben samt på Ungeværkets Instagram profil - Ungeværk Amager_Nordøst hvilke ture der udbydes. Nogle gange er turene for alle, andre gange opdelt efter alder eller særlige aktiviteter for henholdsvis piger og drenge. Der er brugerbetaling på de fleste af vores aktiviteter, for det meste skal I som medlemmer betale halvdelen af hvad turen koster.
I Ungehuset har vi børn og unge fra forskellige kulturer, hvilket vi ser som en gave. Vi markerer derfor både traditioner som fx jul, påske og Eid.
Inden du fylder 18 år og ikke længere kan gå i Ungeværk, bliver du inviteret til en samtale, vi kalder ”velkommen til voksenlivet” Her kan du få hjælp til, at få styr på dit MitID, blive skrevet op til bolig, søge SU, dansk statsborgerskab og meget andet. Det er valgfrit om du vil tage i mod tilbuddet og du kan altid henvende dig til en medarbejder, hvis du har brug for hjælp, uanset hvor gammel du er.
Ungeværket er et hus i 5 etager. I kælderen har vi lydstudie, I stueetagen bor Ungeværket, PC caféen og kontoret, på 1. sal bor Norgesgades fritidsklub, på 2. etage, har det natur – tekniske værksted ”skramloteket” til huse. Skramloteket er selvejende, med driftsoverenskomst med Københavns kommune og ikke en del, af fritidscenter Amager Nordøst. På 3. etage ligger vores sal, på 4. etage er der fælles kontor og mødelokale for ledelsen i hele Klynge A Amager. I et anneks i gården befinder vores træningslokale sig. Derudover er der køkken og badefaciliteter.
Ungeværket er en del af fritidscenter Amager Nordøst som igen er en del, af Klynge A Amager. I klyngen findes der, udover alle fritidsklubberne og idrætstilbuddet ”Buret” også Værestedet Garagen, Ungeværket Joker, Sundby Algårds Ungeværk, Amager strands Ungeværk og Ungeværket på Bryggen. Ungeværket samarbejder i højere eller mindre grad med flere af Ungeværkerne og har i de seneste år blandt andet afviklet større fodboldturneringer på tværs.
Ungeværket er en del af gadeplan Amager. Gadeplan Amager har opsøgende gadeplansmedarbejdere på arbejde i lokalmiljøet, alle dage fra 17-22 undtagen søndag. Gadeplan Amager har både medarbejdere fra BUF (Børne- og ungdomsforvaltningen) og fra BBU (Borgercenter børn og unge). Ungeværket er ligeledes en del af SSP. SSP København er et samarbejde mellem Københavns Politi, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Kriminalforsorgen. SSP forebygger kriminalitet blandt børn og unge og laver også indsatser for kriminelle i alderen 18-25 år, kaldet SSP+.
I Ungeværket holder vi hver 14. dag ungemøde. Møderne skal sikre unge inddragelse og medindflydelse på hverdagen i ungeværket samt bidrage til ansvar og ejerskab af klubben.
Fritidscenter Amager Nordøst er medlem af Ungdomsringen og kan blandt andet deltaget i Ålborg musikfestival.
I Ungeværket arbejder vi relationelt og ud fra en anerkendende, systemisk tilgang. Derudover tager vi afsæt i de faglige mål for 14-17 år for at sikre høj pædagogisk kvalitet, som er vedtaget i Børne- og ungdomsforvaltningen.
- Fritidscenteret er et lærings– og udviklingssted, der ruster de unge til at indgå i samfundet.
- Fritidscenteret giver de unge en socialpædagogisk og kriminalpræventiv støtte med henblik på at skabe stabilitet omkring deres liv.
- Fritidscenteret udfordrer de unge på deres personlige, sociale og faglige dannelse.
- Fritidscenteret er et attraktivt møde – og aktivitetssted for de unge, hvor meningsfulde aktiviteter og nærværende voksenkontakt skaber sociale fællesskaber på tværs af sociale og etniske forskelligheder.
- Fritidscenteret udvikler modeller for demokratisk dannelse af de unge på alle niveauer i centerets daglige liv.
- Fritidscenteret understøtter de unges sproglige udvikling, så de bliver i stand til at udtrykke tanker, følelser og beslutninger.
- Fritidscenteret samarbejder med forældrene om deres barns dannelse, trivsel og udvikling.
- Fritidscenteret inddrager forældrenes ressourcer i centerets aktiviteter.
- Fritidscenteret støtter de unges trivsel og dannelse, så de kan gennemføre skolegang og ungdomsuddannelse.
- Fritidscenteret ruster de unge til livsduelighed ved at udvikle deres sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige kompetencer.
- Fritidscenteret anvender metoder/systematikker i planlægningen af alle pædagogiske tiltag.
- Fritidscenteret gennemfører løbende evalueringer af de metoder og systematikker fritidscenteret arbejder med.